Pernille Bandholm Jakobsen

 

Jeg er cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og har altid været selvstændig. Jeg har arbejdet med facilitering i 20 år.

 

De sidste fem år har jeg givet min viden videre på Playmakers’ facilitatoruddannelse. Nu har jeg sammen med Katrine Kent og Mette Ullersted skrevet bogen Tag teten, og min rejse er gået fra “bare at gøre det”, til at formidle det mundtligt, til nu at skrive om det.

 

Min primære inspiration kommer fra teaterverdenen. Teatret lærer os, hvordan vi holder deltageres opmærksomhed fangen, hvordan vi arbejder aktivt med sceneskift, og hvordan vi bruger krop, rum og rekvisitter aktivt i vores formidling og facilitering.

 

Når jeg faciliterer, lægger jeg vægt på at skabe oplevelser i nuet og få deltagerne til at gøre – jeg lægger mindre vægt på at sidde og tale omkring et bord. Mine to yndlingsredskaber er forumteater og samtalespil.

 

Forumteater er eminent til at kaste lys på, hvad der sker, når mennesker mødes. Og til at eksperimentere med nye handlemuligheder frem for bare at tale om det. Samtalespil er eminente, hvis man ønsker at skabe nye samtalemønstre i grupper. Sammen med min makker Henrik Krogh i Klods-Hans for viderekomne har jeg skabt ti samtale- og læringsspil.

 

Jeg er vild med at hjælpe mennesker med en stærk faglig viden med at oversætte deres viden til et mundtligt format, hvor både deres mormor og deres nabo kan forstå, hvad de siger. Uden at det mister faglig flyvehøjde.

 

Jeg tror på, at vi i nær fremtid kommer til at opleve en lytterevolution. Vi har brugt så meget tid på at lære folk at brænde igennem og formulere sig. Nu handler det om at skabe høj lyttekvalitet.

 

Jeg drømmer om, at Tag teten bidrager til et væld af workshops og møder, hvor deltagerne har mere energi, når de går, end da de kom. Og her forstår jeg energi som alt fra mod, handlekraft, nysgerrighed og venlighed over for andre mennesker.

 

Jeg bor i Aarhus med min mand, som jeg danser argentinsk tango med. Vi har to børn, der nu er unge mænd. Jeg er vild med mit arbejde og vild med at holde fri. Når jeg har fri, kører jeg ud til vandet i min campingbus, som jeg både kan lave mad i og sove i.

 

www.birdinhand.dk

www.klods-hans.com

pernille@birdinhand.dk