Lotte Paarup

Jeg er oprindeligt uddannet fysioterapeut i 1998 fra Fysioterapeutskolen i Odense, men har gennem årene taget andre og lange veje indenfor området krop og bevægelse. Jeg arbejder derfor ikke indenfor traditionel fysioterapi i dag.

 

Det hele startede, da jeg som barn og ung havde mange intense håndboldår, hvor det at mærke kroppen handlede om at knokle på og score mål. Efter skader, som min krop ikke ville komme sig over, måtte jeg stoppe med håndbolden, men min krop hungrede efter fysisk udfoldelse, så jeg sprang på fitnessbølgen. Det var i starten af 1990´erne, hvor fitness, træning og bevægelse for alvor tog fart i Danmark. Det blev til mange år som underviser indenfor forskellige former for aerobic fitness og holdtræning.

 

Som færdiguddannet fysioterapeut i 1998 begyndte et kapitel for mig, der handlede om at føre fysioterapi og træning sammen. Fysioterapi handlede nemlig dengang ikke meget om træning, men mere om den manuelle behandling ved en briks. Arbejdet med at koble fysioterapi og træning blev mit omdrejningspunkt de næste mange år frem. Siden starten af 2010’erne har jeg stort set udelukkende arbejdet med åndedrætsterapi og kropsarbejde, der fokuserer på at få det godt med både krop og psyke – at skabe balance mellem krop og hoved. Det er præcis dette arbejde, som jeg præsenterer i bogen Når kroppen siger fra.

 

Bogen har været rigtig mange år undervejs, og selvom der i løbet af årene er sket en stor udvikling med mig såvel fagligt som personligt, har mit formål med bogen ikke ændret sig: Den er skrevet af den simple grund, at jeg gerne vil hjælpe andre mennesker med at få det bedre. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på kroppens kolossalt store rolle i vores liv. Jeg mener ikke, at det kun er gennem hovedet eller intellektet, at vi kan finde helse og sundhed. Kroppen er den vigtigste partner, og når den får lov at være med, så kan vi flytte os, hvis vi føler os belastet eller stresset. Kroppen er vores ven, og den vil os det grundlæggende godt, så hvis vi har en god kontakt til vores krop, fordi vi lytter til og agerer hensigtsmæssigt på det, den fortæller os, så er der basis for at få det godt igen.

 

Det er ikke ny viden, at kroppen gemmer på vores historie, og at vi igennem kroppen kan få det godt igen. Mit formål med bogen – og mit arbejde i øvrigt ­– er at gøre denne viden tilgængelig og praktisk for dig ved at præsentere de mange redskaber, som jeg har arbejdet med igennem årene.

 

Jeg håber derfor meget, at bogen kan være med til at sætte fokus på de helt simple ting i livet, nemlig vores vidunderlige krop. Altså ikke præstationskroppen, men den sanselige krop, som vi lytter til og samarbejder med. Det er en brugsbog, der skal gøre det let og enkelt for dig at gå i gang med at gøre noget, der hurtigt kan give en mærkbar effekt. Det er altså ikke bare en bog, der skal læses, men den skal gøres! Og så er de fleste øvelser tilgængelige som enten lydfiler eller videoer.

 

Jeg ser en klar tendens i retning af en større forståelse for, at vores krop og hoved skal være venner og samarbejde. Jeg ser også en tendens i retning af, at det på en måde er blevet smart og moderne at mærke kroppen og arbejde med åndedræt, indre ro mv. Det er jo bare superfedt! Samtidig oplever jeg også en tendens i retning af, at åndedræt og krop bliver mål for præstation, det at skubbe grænser og sætte sig mål. Dette er jeg ikke nødvendigvis den store fan af. Det kan have sine styrker, men jeg ser også en stor udfordring i at gå den vej.

 

Jeg har en række forbilleder, som har været skelsættende for mit arbejde i dag. Men her vil egentlig kun nævne min morbror, som altid har været en vigtig person for mig, da han har vist mig, hvordan man skal tro på og være tro mod at gå sin egen vej. Han har vist mig, hvordan man kan, hvis man vil, men også, at man skal have noget at have det i. Han har vist mig, hvordan nærvær og samvær betyder alt, hvordan interesse er drivkraften bag det, vi gør, og i særdeleshed hvordan en personlig præsentation kan vise, hvem man virkelig er, og at den kommer fra hjertet.

 

Siden 2004 har jeg været indehaver af firmaet denintelligentekrop.dk, som er en stor internetbutik med alt til dig, som har brug for udstyr til en sund krop. Her driver jeg også et mindre træningsstudie og en kursusvirksomhed med fagkurser, der handler om emner, som ligger i tråd med mit arbejde.

 

Min store passion for åndedrættet kan du følge på min hjemmeside åndedrættet.nu, hvor jeg flittigt deler gratis ud af min egen og andres viden. Her kan du også tilmelde dig min 115 timers lange åndedrætsterapeutuddannelse, som jeg lancerede i 2020. Og så er der en masse forskellige muligheder for at lære om åndedrættet som både fagperson og helt almindelig dansker.

 

Jeg er født og opvokset i Paarup lige udenfor Odense. Siden 1998 har jeg boet i København. Her bor jeg med min mand og mine to mindre børn. Jeg er meget taknemmelig for at være blevet mor.

 

info@åndedrættet.nu

www.åndedrættet.nu

www.deninteligentekrop.dk

 

BIBLIOGRAFI

Jeg har lavet rigtig mange foredrag og deltaget i flere tv-programmer. Her følger et kort udpluk:

 

BØGER OG DVD’ER

Jeg har udgivet en del bøger og DVD’er. De kan alle ses her.