Lisbeth Hultmann

Jeg har sunget hele mit liv. Jeg sang, fra før jeg fik sprog og kunne tale. Min tidligste sanguddannelse startede allerede som niårig, da jeg slap igennem nåleøjet til DR-pigekoret og blev brugt som solist med det samme. Jeg uddannede mig løbende som ung pige hos operasangerne: Sylvia Schierbæk, Kirsten Hermansen, Anne Lund Christiansen og professor Kirsten Buhl Møller og startede på musikstudiet ved Københavns Universitet. Det blev dog kun til to års studier, da jeg af min sanglærer allerede som 21-årig blev opfordret til at søge ind på Den Jyske Opera, hvor jeg sang i tre et halvt år, inden jeg søgte andre veje.

 

Et brud blev til nyskabelse

Jeg savnede det menneskelige aspekt af sangen. Jeg savnede, at de store linjer i et menneskes liv hang sammen med det kunstneriske udtryk. Jeg savnede, at der var noget på spil. Jeg savnede, at der var større overensstemmelse mellem menneske og kunst, og at det var det ægte menneske, som kom til udtryk igennem kunsten og ikke et formalistisk tillært udtryk eller kliché. Jeg ville tættere på det sande udtryk. Jeg ville ind bag ved maskerne.

 

Jeg forlod operaen og uddannede mig som bevægelsespædagog, da jeg mente, at kroppen var for fraværende i den klassiske musiks scenekunst, hvor kroppen typisk var holdt i en statisk position, så man stod helt stille på scenen, mens man sang. Der var ikke megen bevægelse i kroppen, hvilket bevirkede, at rigtig mange klassiske sangere fik muskelspændinger og smerter i kroppen. Uddannelsen som bevægelsespædagog gav mig videre inspiration til at forene krop og stemme, som jeg begyndte at undervise i.

 

Op igennem 80’erne kastede jeg mig ud i vilde eksperimenter med stemmen. Jeg medvirkede i avantgarde-forestillinger med bl.a. Ars Nova, Billedstofteatret og Kirsten Dehlholm, og jeg samarbejdede med komponisterne Birgitte Alsted, Per Nørgaard og danseren Marie Lalander. Jeg prøvede også kræfter med min egen forestilling ”Drømme i lukkede rum”, som jeg satte op med et hold semiprofessionelle dansere og sangere på Åben Scene, Amager. Jeg medvirkede desuden i flere eksperimenterende forestillinger både på TV og på diverse Københavnske teatre og scener.

 

Jeg blev imidlertid i tvivl om, hvorvidt jeg havde handlet for hurtigt og for vildt, så jeg vendte tilbage til Danmarks Radio og DR-koncertkoret. Jeg var jo sanger af kød og blod og sjæl, og ville være helt sikker på, om den mere traditionelle vej måske alligevel var mig. Efter to år stod det klart, at det var det ikke. Jeg sagde min stilling op og flyttede på landet med min familie i en stor ejendom, som rummede mulighed for at lave koncerter og undervisning. Her startede jeg selvstændig virksomhed, hvor jeg tilbød kurser og træningsforløb for erhvervsliv og private i stemmetræning og nonverbal kommunikation.

 

Et spadestik dybere

Efter at jeg igennem en hel del år havde afholdt et stort antal kurser og individuelle udviklingsforløb for en meget bred målgruppe både i Danmark og udlandet, tog jeg endnu et afgørende skridt på min vej og blev uddannet gestaltterapeut (GIS-Danmark og Nordisk Gestalt Institut) for at kunne vejlede mine kursister og klienter ordentligt og respektfuldt på deres vej videre frem. Fra da af ændrede mit arbejde sig radikalt. Jeg blev i stand til at føre mennesker helt igennem den tunnel, det kan være at løse traumatiske og problemfyldte knuder op. I denne periode af mit arbejdsliv begyndte jeg også at høre alle de mange mønstre i stemmen.

 

I 1995 udkom min første bog: Stemmens kraft. I årene efter holdt jeg en masse foredrag for erhvervslivet samt kurser for diverse faggrupper. Bogen banede også vej for talrige interviews til TV, radio, aviser og ugeblade igennem rigtig mange år. Stemmens Kraft blev genudgivet i 2004 og 2013 og udkom også på engelsk i 2013 med titlen: The Power og the Voice på forlaget John Hunt Publishing.

 

Stemmen er en sladrehank

Min nye bog: Stemmen er en sladrehank er resultatet af alle de erfaringer, jeg har gjort på min vej i stemmearbejdet med andre mennesker. Bogen var oprindeligt tiltænkt mine elever på min flerårige stemmeuddannelse, men efterhånden som arbejdet skred frem, blev det tydeligt, at den rækker bredere ud. Jeg håber, at alle de personlige udviklingsprocesser, der ligger til grund for det færdige resultat, kan berige og skabe glæde og udvikling, der hvor læseren kan have gavn af det.

 

Jeg er født i 1953, har en datter og tre sønner og bor i Gilleleje.