Katrine Kent

Jeg er cand.mag. i psykologi og dansk og har gennem 25 år arbejdet med psykologien i anvendelse mellem mennesker, når de er på arbejde. Her har jeg formidlet min viden og faciliteret samtaler og læreprocesser om alt det, som er i spil, når mennesker skal levere resultater sammen og er afhængige af hinanden.

 

Fra 2012 til 2024 ejede jeg konsulentfirmaet Potentialehuset sammen med Arne Stentoft, hvor vi har udviklet og afviklet feedbackforløb, coachet ledere, teams og medarbejdere, og faciliteret et utal af personaledage.

 

De seneste år har jeg især koncentreret mig om kunsten at facilitere gode møder og processer, samt kunsten at give sine kolleger konstruktiv feedback, og ikke mindst at kunne modtage den.

 

Facilitering er for mig helt afgørende for at skabe fremdrift og sikre inddragelse, når vi mødes og har samtaler om noget, som er af betydning for os og vores arbejde.

 

At kunne give og modtage feedback mellem kolleger er både nødvendigt for at få samarbejdet om opgaverne til at fungere og vigtig næring for selv at kunne vokse som fagperson.

 

Begge dele er imidlertid svært at få til at virke i praksis, og det er kompetencer, som de fleste af os har trænet og udviklet alt for lidt gennem vores uddannelses- og arbejdsliv. Det håber jeg at ændre på gennem mine bøger og mit virke som konsulent og oplægsholder.

 

Jeg deler ud af min ekspertviden inden for de to felter ved at undervise, designe udviklingsforløb og lave workshops, og ved at skrive blogs og fagbøger om emnerne.

 

Både når jeg underviser, og når jeg skriver, er jeg optaget af at gøre det let for kursister og læsere at ændre vaner og implementere nye indsigter i praksis. Mine bøger er derfor praksisnære, fulde af eksempler fra det levede arbejdsliv, og med konkrete metoder som kan afprøves næste dag.

 

Mit håb er, at mine og mine kollegers erfaringer og pointer fra bøgerne hjælper læseren med at holde fast på det vigtigste, når hun står  midt i det, og at de bliver en støtte til refleksion og evaluering, når det alligevel ikke gik helt, som det skulle.

 

Tag teten, som jeg har skrevet sammen med Pernille Bandholm Jakobsen og Mette Ullersted, går lige til makronerne og formidler det, vi ved og har erfaret på egen krop. Den har mange visuelle modeller og illustrationer, som hjælper os med at formidle vores pointer. At skrive den har gjort min egen facilitatorpraksis endnu skarpere.

 

Kollegafeedback – få det sagt, så det virker, bygger på mine mange års erfaring med at skabe en levende og konstruktiv feedbackkultur i teams og afdelinger. En kultur, som beriger samarbejdet, skaber trivsel og øger resultaterne af arbejdet. Den er fuld af eksempler på, når det er svært, og når det går godt, og den har konkrete metoder, som er lige til at afprøve.

Jeg er født i 1969, gift med ham, jeg mødte i 1989, og som jeg har voksne børn med, der nu har deres eget liv. Jeg arbejder, hvor end i landet kurset eller personaledagen foregår, eller skriver hjemmefra mit elskede sommerhus i Nordsjælland eller fra mit ligeså elskede vinterhus i en provinsby i Spanien.

 

Kontakt@katrinekent.dk

Katrinekent.dk

 

Jeg har tidligere skrevet om at facilitere møder, online og hybridmøder:

  • Facilitering af onlinemøder – sådan får du engagement og ejerskab gennem skærmen. Sammen med Mette Ullersted, Playmakers håndbog, 2020
  • Kapitlet “Hybride møder” i antologien Hybride arbejdsformer – fra fast fremmøde til fleksibel organisering af Rikke Lindekilde (red.), Dansk Psykologisk Forlag, 2023