Annette Rønnow

At læse og at skrive kan hver for sig og sammen have en helende effekt. Hvis vi forstår andre, bliver vi hjulpet til at forstå os selv. Og hvis vi forstår os selv, kan vi forstå andre.

 

I forståelsen af selvet kan vi mødes.

 

Mødet som tema drev min skrivende proces for Finns ene hjørne fremad. At fortælle om et menneskes liv, dets dagligdag og interesser, dets sorger og kærlighed, blev således formålet med romanen. Historien om Finn og hans verden blev stimuleret af dette højere formål i kombination med skriveprocessens påvirkning af livets tilfældige begivenheder.

 

Jeg er født i 1958 i København, hvor jeg blev matematisk-fysisk student. Derefter læste jeg matematik og datalogi nogle år på H.C. Ørsted Institutet (Københavns Universitet), før jeg skiftede til Handelshøjskolen i København (nu CBS), hvorfra jeg er uddannet civiløkonom. Jeg arbejdede nogle år som systemkonsulent i et IT-firma samtidig med, at jeg stiftede familie.

 

I 1990’erne påbegyndte jeg nye studier på Det Humanistiske Fakultet (Københavns Universitet), og i 1999 afsluttede jeg en Bachelor i pædagogik på Institut for Filosofi, retorik og pædagogik. De følgende år arrangerede eller deltog jeg i forskellige workshops med fokus på hjernen, opmærksomhed, bevidsthed, mental sundhed, personlighed og filosofi.

 

I mange år skrev jeg for min egen interesses skyld faglige tekster om disse emner for mig selv. Deltagelsen i konferencen TSC (The Science of Consciousness) i København, hvor jeg fik kontakt til og sparring med forfattere til bøger om hjernen, opmærksomhed og bevidsthed, inspirerede yderligere. Allerede omkring 2004 tog arbejdet med skønlitterære tekster fat, og stille og roligt drejede skrivearbejdet sig efterhånden mere over i denne retning, hvor de faglige emner, jeg interesserer mig for, blev klangbund for de historier, der presser sig på.

 

I 2015 debuterede jeg som selvudgiver med den autofiktive kort-roman Om muligt.